Inspireret af en 20-timers arbejdsweekend (hvad skal man dog med fritid!?) kommer her en række citater om selvsamme.

Jeg håber, I andre har en mere afslappende (fri)weekend!

– MissConradsen

Følg mig på Facebook: HER

Kender I det med, at man får en sælger i røret? Det er ikke altid det sjoveste – det må I også indrømme. Og jeg må da også erkende mig skyldig i, at jeg oftest hiver mobilen frem og ser så optaget ud som overhovedet muligt, når jeg møder dem på strøget – for her er de også! Men oftest fordi de nærmest er umulige at komme af med, når de først går i gang. Jeg har endda oplevet, at de nogle gange ligefrem er uhøflige, når man pænt afslår eller siger, at vedkommende, de søger, ikke er at træffe. Dette er også grunden til, at jeg som de fleste ikke tager telefonen, når jeg ikke kender nummeret – det kunne jo ske at være en af dem. Og sandsynligheden for, at det skulle være et vigtigt opkald er nok ret lille – let’s face it: Danske spil ringer nok IKKE lige pludselig og siger, at jeg har vundet 120 millioner i Euro Jackpot. Dette ville i så fald kræve, at jeg rent faktisk spillede …

Men anyway. Jeg deltager tit i spørgeskemaer og diverse konkurrencer på nettet, og får dermed også givet mit nummer ud til en stor del af dette ’sælgernetværk’. Det er derfor heller ikke usandsynligt, at der ringer mindst én – oftest to – om dagen. Men som sagt ignorerer jeg dem oftest. Men den anden dag besluttede jeg mig alligevel for at tage den, da skjult nummer ringede (don’t ask why). Det viste sig at være en ung fyr (ja, det kunne man tydeligt høre) fra CBB mobil. Hurraaa … Ikke ligefrem favoritten. Han startede dog ud med at undskylde, at han nu skulle til at tage min tid, og spurgte om ikke han måtte låne to minutter af den. Jeg havde jo taget telefonen og vidste, hvad jeg var ’gået ind til’, så jeg sagde, høflig som jeg er, ja. Han ville surprise, surprise, tale om mobilabonnementer, og jeg måtte pænt fortælle ham, at min kære bonusfar lige havde skiftet samtlige abonnementer i husstanden. Sælgeren var tydeligt ikke helt tilfreds, men gav dog ikke så let op. For som sælgere er flest, spurgte han, om jeg selv betaler for mit abonnement. Og der måtte jeg ærligt (og glad for igen at kunne bruge det som undskyldning) svare, at det gør jeg ikke (lucky me!). Og så kom den kække dreng op i ham. Han spørger først, om ikke jeg er over 18, hvortil jeg selvfølgelig må svare jo. Og gudhjælpemig om han så ikke forsøger at overtale mig til at begynde at betale mit eget abonnement. Han måtte dog til sidst se sig slået og indrømmede da også, inden han ønskede mig en god dag, at han ville ønske, at han heller ikke selv skulle betale.

Så selvom jeg til tider (læs: oftest) hader de kære sælgere, så findes der nu også nogle, der er helt fine. Jeg synes i hvert fald, at det var en meget hyggelig samtale, og fik da også et smil på læben. Og hvem ved, måske jeg nu anbefaler CBB til de gamle alene på den baggrund – eller … Så selvom de (meget forståeligt) nok hader deres job lige så meget, som vi hader dem, så hjælper det altså at gå til det med venlighed (INDSÆT !!!!). Så giver det nemlig os andre mindre grund til at hade dem.

Har I oplevet nogle yderst venlige – eller sure – sælgere?

– MissConradsen

Følg mig på Facebook: HER

Så åbner jeg avisen (igen, igen) og kan denne gang læse om unge 13-14-årige piger, der gennem Tinder bliver opfordret til at sende nøgenbilleder og mødes for at have sex. Samtidig kan jeg læse, at de i tide og utide får sendt billeder af ældre fyres ’nedre dele’. En af de interviewede piger udtaler ligefrem, at hun har fået beskeder om at mødes på et motel, så hun ’kan blive flækket’ – og hun synes ikke engang det er ubehageligt. Det er nok det værste: At sådan nogle beskeder på nogen måde kan blive normale at modtage i den alder.

Det er jo grotesk, at det er der, vi er nået til i dagens samfund. Hvad laver disse unge piger – og drenge for den sags skyld – overhovedet på Tinder i den alder!? Da jeg var 13, var det da lige før, at jeg stadig legede med Barbiedukker. Drenge, flirts og især sex var i hvert fald langt fra noget, jeg brugte min tid på, og de største problemer jeg mødte var, at vi nu skulle til at beslutte, om vi ville på gymnasiet. Men det har åbenbart ændret sig… For når jeg i avisen videre læser, at der er unge piger (børn!) mellem 6 og 9 år, der er på p-piller, så sortner det da først. Jeg mener: Hvorfor i al verden er de det!? Det er jo ikke ligefrem fordi, de skal beskyttes mod at få børn.

Men det er bare få eksempler blandt mange på, hvordan samfundet i dén grad har ændret sig – og efter min mening IKKE til det bedre. Barndommen slutter alt, alt for hurtigt i dagens Danmark.

Hvad er jeres holdning? Synes I, at det er okay, at så unge springer ind i ’de voksnes’ verden?

– MissConradsen

Følg mig gerne på Facebook: HER

Så har jeg efterhånden været i gang med fitness et par uger (hold op det lyder af lidt!), og nu fik jeg også slæbt kæresten med – eller måske det nok nærmere var omvendt? Når han først kommer ind i en rytme, er han jo ikke til at stoppe og træner helst hver anden dag og oftest efter kl. 20.00 – men det kender vi jo alle *host, som om, host*. Men afsted det gik mod et af de mange centre, der nærmest skyder op på hvert gadehjørne i Aarhus. Der er dog ikke rigtig nogle hold i dette center (som I kan læse her, er den træningsform jeg ’plejer’ at dyrke), så jeg måtte jo ligesom kæresten i gang med maskinerne. Spændende! Løb har dog aldrig været mig, da mine ankler af en eller anden grund simpelthen ikke kan holde til det. Måske de ved, at JEG ikke kan holde til det? I think so. Men anyhow. Det blev i stedet til 30 minutter på croisstraineren. Da min kæreste foreslog det, tænkte jeg, ”jaja, det kan da ikke være så slemt, nu man både bruger arme og ben til at holde sig i gang – det kommer til at gå som en leg!”. Men hvor tog jeg fejl. Det føltes som alt andet end en leg. For hold da op hvor var det hårdt. Jeg troede det som sagt ikke de første 10 minutter og kævlede derfor løs, hvilket jeg kan fortælle ikke ligefrem hjalp. Da vi var halvejs igennem, prustede jeg som en gammel hest, mens jeg uden at overveje, at det var mit snakkeri, der var grunden, stadig kævlede løs. Nu forstår jeg bedre, at min kæreste var så stille …

Men mens jeg står der og traver løs, lader jeg blikket glide rundt på de andre hårdtarbejdende folk i centeret – hvad ellers skal man få de meget lange 30 minutter til at gå med? Og jeg må sige, at der godt nok er mange forskellige typer i sådan et center. Der er jo selvfølgelig de super unge, der gerne vil være fit for fight og se så lækre som muligt ud, men man ser også en del ældre (eller ’rigtigt’ voksne) – oftest i alt for korte (og stramme!) cykelshorts. Derudover er der de ’almindelige’ typer, som jeg selv (hvorfor skille sig ud?), og dem der VIRKELIG går op i deres træning (of course). Men der er også de mere ’specielle’ og nørdede typer, som jeg aldrig havde forestillet mig, ville sætte deres ben i et fitnesscenter. Fordomsfuld? Njaa, I ville have tænkt det samme. Men måske det faktum, at mange mennesker ligesom jeg har som nytårsforsæt, at gøre noget ved deres usunde livsstil, spiller ind i den meget brogede mængde mennesker. Der er i hvert fald ikke kun de sædvanlige pumpere og super slanke bikinifitness atleter, som jeg måske (jeg kan jo ligeså godt indrømme det) havde regnet med. Ja, der er såmænd også kendisser i centeret – eller hvad man kan kalde en tidligere deltager i hele Danmarks underholdningsprogram ’X-Factor’. Pumperne er dog stadig at finde i centeret – de forsvinder jo ikke, bare fordi vi andre beslutter os for at invadere det i januar måned. Jeg har dog lagt mærke til, at dem i Aarhus er en smule anderledes end dem, jeg ser om søndagen i Randers. De er faktisk knap så pumpede og også knap så tatoverede. Det er i det hele taget nogle lidt mere ’afslappede’ typer, der er at finde i Aarhus – i hvert fald på det tidspunkt jeg træner. Så måske det er meget godt, at det er der, jeg bevæger mig uden for holdsalen …

– MissConradsen

Følg mig på Facebook: HER

Så fik jeg langt om længe taget mig sammen til at besøge en af mine rigtig gode veninder, der efter gymnasiet først valgte at flytte til Spanien i et år og derefter Odense. Odense er da en del tættere på, men når man selv bor i Randers (jaja, det kan jeg vel ikke løbe fra), så er det stadig alt alt for langt væk.

Men nu skulle det være. Hun har længe spurgt, om ikke snart jeg kom og besøgte hende, men undskyldningerne var mange, og jeg følte aldrig, at jeg havde hverken penge eller tid. Men nu da eksamenerne er overstået (oh yea!), og vi først starter på UNI igen om en lille uge, er det i hvert fald ikke tid, jeg mangler. Og så har DSB været så smarte, at lave orangebilletter til hele Danmark for kun kr. 99,-, så de dyre togpriser kunne heller ikke bruges som undskyldning. Så afsted jeg kom mandag aften. En togtur på 2 timer og 20 minutter og massere af bloggen senere, og så var jeg fremme. Og så har den ellers stået på venindehygge med rundvisning i hendes lejlighed – eller hvad man kan kalde det, at dreje en omgang om sig selv – lækker mad og så selvfølgelig SHOPPING! Og lad os bare sige, at der bestemt IKKE er særlig mange penge tilbage på kontoen længere. Men jeg er til gengæld blevet en masse tøj og en foodbaby rigere, og hyggeligt var det. Og det samme er Odense by. Mange af husene er små og i gammel stil, og mange steder ligger der stadig brosten på vejene – lidt i samme stil som Randers, men helt modsat de mange lejlighedskomplekser og nybyggerier man ser i Aarhus. Ja hvis altså man ser bort fra Den Gamle By 😉 Men nu har det jo også været oppe at vende, at det måske (eller måske ikke) er Europas skønneste by?

Og så gik turen ellers tilbage til Randers igen tirsdag aften. Og endnu en gang blev togturen brugt på massere af skriveri – hvad ellers?

– MissConradsen

Følg mig gerne på Facebook: HER