Fit for fight #2

Så stod den i går på anden holdtime i min mors og mit nye liv i fitnesscenteret. Og hvor jeg sidst nævnte (hvilket I kan læse her), at vi jo nærmest måtte kravle derfra, var situationen denne gang næsten omvendt. Efter den mildest talt hårde ’stram op’ time i søndags, har stort set alle mine muskler – selv dem, jeg ikke vidste, at jeg havde – gjort SÅ ondt, at jeg har prist mig lykkelig for blot at skulle sidde derhjemme klistret til en stol med eksamenslæsningen foran mig. Der skete nemlig det, at jeg vågnede tidligt mandag morgen og uden at tænke nærmere over det (det er der normalt ikke brug for) vendte jeg mig i sengen. Hvis ikke jeg var vågen før, så blev jeg det bestemt der. For som sagt, så gjorde ALLE mine lemmer ondt blot ved denne simple handling, og da jeg endelig tog mig sammen til at stå op og skulle ned af trappen – vi er nemlig de ’heldige’ ejere af et to-etage hus – var jeg på nippet til at droppe den knurrende sult og tissetrangen helt og bare blive i sengen. Det blev dog onsdag, dagen for anden holdtime, og musklerne var heldigvis i bedring. Det betød, at det ikke længere tog ti minutter og to pauser at komme ned af trappen, men at jeg rent faktisk kunne gå nogenlunde normalt, og så bide den ømhed, der stadig var tilbage, i mig.

Denne gang stod der ”StepFit – Intro” i bookingplanen, og det kunne da kun gå godt. Jeg mener, det var jo en intro time? Der var så lige det ved det, at der absolut intet intro var over holdet. Musikken viste sig at være ’medium’-niveau (afslørede instruktøren efter timen), så tempoet var skruet godt op. Og det jeg tænkte skulle være et arobic-agtigt hold blot med en stepbænk involveret, viste sig nærmere at være en danseserie blot gjort ti gange sværere ved det faktum, at vi skulle op på stepbænken. Og mig? Jeg forsøgte på bedste sprællemandsvis at følge med i de tre ’serier’, der til sidst blev sat sammen til FINALEN. Og hvilken finale. Jeg vil faktisk vove at påstå, at jeg havde godt og vel halvdelen af trinene rigtige. Det er så mere end hvad, man kan sige om min kære mor, der bare blev mere og mere frustreret over de mange vendinger, benspjæt og hurtige fodskift. Så ’StepFit – Intro’ var vist ikke lige det store succes. Og lad os bare sige, at instruktøren havde ret i, at man føler sig en smule retarderet første gang, man prøver det. Så ved I også det, hvis I skulle få lyst til at prøve kræfter med step.

Så nu da onsdagstimen nok ikke helt forbrændte resterne af julesmåkagerne, så gentager vi da lige successen med ’stram op’ søndag morgen – der kan vi nemlig følge med. Og så skidt med at vi ikke kan gå i en uge bagefter. Det må jo bare betyde, at det virker!

– MissConradsen