Tanker om studiestart

Så er universiteterne åbne igen, og jeg er ligesom tusindvis af andre også startet. Denne gang på noget nyt. Som jeg vist tidligere har nævnt læser jeg nu på kandidaten – i retorik. I går var første skoledag…

Og det sjove ved det er, at selvom jeg er blevet (næsten) voksen og efterhånden har haft en del første skoledage, så er det stadig de samme tanker, der flyver gennem mit hoved:

– Hvordan mon det bliver?
– Hvad skal jeg tage på?

– Mon det er nogle søde mennesker?

– Mon der er nogle, der vil være venner med mig?
– Mon der er nogle, JEG vil være venner med?
– Hvor skal jeg gå hen?

– Er jeg det rigtige sted?
– Hvad skal jeg gøre?
– Hvordan finder jeg ud af det hele?

I kender det garanteret – jeg kan umuligt være den eneste. Og der er sikkert også mange flere tanker, når det kommer til stykket. Men det bliver altså ikke nemmere af, at man er 22 år og skal til at starte på kandidaten. Ja jeg vil faktisk vove at påstå, at det var langt nemmere, da jeg var 5 og skulle til at starte i 0. klasse. Der havde jeg da i det mindste mine forældre med, der kunne støtte mig.

Men det kunne nu godt være, at de andre ‘voksne’ mennesker ville synes, at det var en smule underlig, hvis jeg medbragte mine forældre? Så jeg er bare mig med alle mine tanker. Ligesom alle de andre. Og jeg håber mit bedste på, at dette er studiet for mig. For om to år er der ingen vej tilbage. Der er jeg færdiguddannet og skal i gang med mit rigtige liv. Skabe mig en karriere. Forsørge mig selv – og en dag også en familie…

Og når disse tanker dukker op, ja så virker første skoledag på kandidaten måske slet ikke så skræmmende. Der er jo stadig nogle til at fortælle mig, hvad jeg skal, og hvor jeg skal gå hen. Og vi er mange i samme situation.

Men derfor virker hele situationen nu stadigvæk en smule overvældende.

– MissConradsen 

 

Følg gerne bloggen på Facebook: HER