Ubeslutsom Valentine

Så var det jo Valentine’s Day i søndags – hvis det skulle være gået nogens næse forbi. Og nu har jeg jo en dejlig kæreste, som I måske ved, så det skulle jo fejres! Det er jo sådan MAN gør?

Det er egentlig ikke en dag jeg går ret meget op i – i hvert fald ikke noget jeg vil erklære mig skyldig i, da det jo egentlig blot er en dårlig undskyldning for at forsømme kæresten alle årets andre dage, og fra butikkernes side er det jo den rene pengemaskine. Rigtig amerikansk! Men så nærmer dagen sig, og så synes man jo alligevel, at det er verdens bedste undskyldning for at tage ud at spise – for det kan der godt være brug for, når man er studerende med stramt budget (eller ustyrlige shoppevaner). Men sagen er den, at min kæreste og jeg en uge før skal planlægge dennes forløb (ugen altså). Noget jeg har indført som verdens største planlæggermenneske – I can’t help it. Og da jeg skulle til noget så spændende som personalemøde søndag morgen (dagen for kærlighedserklæringerne – de forstår virkelig at planlægge), forslog den kære kærestemand, at han så kunne tage hjem til sig selv, og så kunne jeg jo komme engang efter aftenmaden. EFTER! Og så var det, at han ikke kunne forstå, at jeg ikke syntes, at det var verdens fedeste ide. Ikke at jeg under nogen som helst omstændigheder ville indrømme hvorfor, for jeg går jo ikke op i den slags amerikaniserede mærkedage! Så aftenen gik, og der var meeeeget stille – indtil vi kom i seng. Så var det på magisk vis (ved hjælp fra lidt Desperate Housewife Valentine edition) gået op for ham, hvilken dag det var den kommende søndag – ikke at jeg havde haft noget med dét at gøre… Og så skulle det jo selvfølgelig planlægges, hvad vi så skulle. Det skete bare ikke rigtig. Vi snakkede om et hav af forskellige restauranter (som vi havde googlet os frem til), for det er bestemt ikke let at vælge i en by som Aarhus, hvor det vildeste, vi har besøgt og kender, er kæde- og burgerrestauranter. Og da klokken søndag aften nærmede sig 18:00, og vi stadig ikke var blevet enige om et sted at tage hen (vi kan VIRKELIG være ubeslutsomme), så endte vi jo der, hvor vi altid ender: Min kære arbejdsplads. Men trods yderst dårlig planlægning lykkedes det os alligevel at få en rigtig hyggelig aften, og det tror jeg nu, vi havde fået uanset hvor, vi havde været – for det er jo ikke dét, der er det vigtige. Det er KÆRLIGHEDEN (uden at lyde alt for pladderromantisk … Årh what the hell, jeg ER super pladderromantisk!). Så skal vi (eller jeg?) bare huske, at denne bestemt gerne må fejres og påpeges på alle andre af årets 365 (366!) dage også …

– MissConradsen

Følg mig gerne på Facebook: HER